Jeg kræver et håb

 

Af Martin Spang Olsen
(Politiken 21/3 1984)

Er firser-ungdommen træt, opgivende og selvdestruktiv? Dagens kronikør er 21 år og stud.mag. i musik. Han tegner et billede af de farlige tendenser i sin egen generation, men nægter at køre med på medie-provoernes dødstrip. I stedet forsøger han at betræde nogle stier ind i fremtiden til ”den hvide og den sorte glæde” (red).

Min første tanke var: Hvad fanden skal vi med den halvstuderede pseudoprovo, som Politiken lefler for, fordi den tror, det gør den ung med de unge, denne gang til akkompagnement af hospitalspornografi (Lars Morells artikel 18. februar). Lad os dog blive fri for ham og hans uendeligt søgte dekadence. Imidlertid, jeg tog mig i det, da det med en rislen ned ad ryggen gik op for mig, at det var min egen generation, der talte, og jeg ved, den mener, hvad den siger. Jeg vil i virkeligheden ikke beskylde LM, trods hans modeflip og baghjulsrytteri, han er mere offer end nogen.

Min generationer træt. Den er for træt til at elske, til at opleve, til at leve. Alt, hvad der er tilbage, er en træg og ond sarkasme, og det eneste, der minder om glæde, er glæden ved selvdestruktion. Forestil jeg, at man for 10 år siden fortalte, at i 80erne ville de unges eneste rigtige glæde være systematisk ødelæggelse af sig selv. Ja, tanken er såmænd lige så absurd nu: Hvad skal vi med science fiction – vi står midt i det, åbn øjnene, mand! De fleste af os mangler den fornødne intuition og overblik til at stykke en fornuftig livsanskuelse sammen, den bliver i stedet præget af forvirring og perversion. Lars Morell er et mere fremragende eksempel, en han selv aner.
Gennem industriens - eller skulle jeg sige markedsmekanismernes – hensynsløse jagt på vore sjæle ødelægges hele tiden små stykker følsomhed. Vil vi f.eks. undgå at blive sultne, når Burger King reklamen prøver at hypnotisere os til det, må vi selv skære små stykker følsomhed af (endnu en absurditet i øvrigt, når man tænker på, hvor mange her i verden, der faktisk er sulte – uden hypnose.
Og følsomheden er desværre ikke bare noget, man kan lægge væk og tage frem efter behag: Er den først gemt væk en tid, kræver det enorme og i al fald seriøse anstrengelser at retablere. Og hvem har i øvrigt lyst til det? De, der bevarer følsomheden (dvs. opmærksomheden), er dem, der ikke kan skrinlægge den.
Overhovedet er reklamer noget af de mest effektive til proportionsforvrængning og, som følge af ens berettigede selvforsvar, følelsesafstumpning. Og fordi følsomhed medfører opmærksom hed, og opmærksomhed sanseerfaring, går det ud over hele den spontane oplevelse af tilværelsen. Det vil sige de gange, hvor proportionsforvrængningen ikke bremses af modtageren (= beskueren af reklamen), sker der ikke følsomheden og dermed følelserne noget. Man fortsætter uanfægtet sit liv, dog nu i den tro, at selvtillid er et spørgsmål om tandpasta og tiltrækning et spørgsmål om aftershave – for eksempel. Men beslutter man sig for til ikke at lade reklamen undergrave sin underbevidsthed, er en afstumpning af følsomheden nødvendig som selvforsvar. Men også med hensyn til andet end reklamer er medierne ansvarlige for en forhærdet ungdom. Ikke så meget pga. de utilslørede beskrivelser af vold, frygt, terror og krig, her er vi da stadig bedre stillet end den øvrige verden. Snarere må man give overinformationen skylden. Dette kendte syndrom ”at føle sig ansvarlig for hele verdens ulykke, som dog enhver ved, et barn ikke kan bedre. Som voksen lærer man at tage stilling til problemerne i verden ud at harmes irriteres eller fortvivle, som man vist egentlig burde. Men at skulle lære sig selv det som barn er ubehageligt og i det hele taget en usund omstændighed i opværksten. Jeg har set syvårige diskutereSS-20 raketter med apatisk arrogance. De havde allerede overstået de pinlige affekter ved oplysningen.
At forstyrre de spontane reaktioner vil uvilkårligt påvirke ens dømmekraft hvad angår etiske og moralske spørgsmål, hvor følelserne gerne skulle have førsteprioritet. I sidste ende vil det betyde en apatisk og oprivende holdning over for verden og det er navnlig her ”no future”-filosofier fødes. – Husk imidlertid på, at din sløvhed over for verden faktisk påvirker den. Tanker er ikke så abstrakte, som man tror.
Selv lægerne er ved at være enige om, at næsten alle sygdomme er af psykosomatisk karakter – op mod 95% (nogle mener 100%), og som sådan kan en stor del af dem helbredes psykisk. Ikke nødvendigvis ved hjælp af psykoanalyse, men slet og ret ved positiv tænkning. Det lyder måske fantastisk , men erfaringen vise det bedre en al argumentation. Her kan jeg dog ikke forklare hvorfor, men jo flere gange en tanke bliver tænkt, des rigtigere bliver den, og derfor er håb vigtigt.
Jeg slår dog ikke til lyd for en naiv optimisme á la 60erne. Vi skal ikke se bort fra problemerne et øjeblik – det er der slet ikke tid til. Men frygter man f.eks. evigt en atomkrigs komme, og er der mange, der gør det samme, påvirkes den kollektive bevidsthed, og normer og realiteter forskydes. Måske kommer der virkelig en atomkrig i så fald! Og omvendt, jo mere man forlanger en harmonisk fremtid, jo mere de positive tanker trænger sig på, des større mulighed har man for at bedre realiteterne. Det har man før, lidt diffust, sammenfattet under aforismen ”tro kan flytte bjerge”, skønt det ikke nødvendigvis involverer tro. Det ses som sagt oftest i forbindelse med helbredelse af i øvrigt uhelbredelige sygdomme.

At bede folk tænke positive tanker er imidlertid lige så ørkesløst som at bede dem overholde de ti bud. Forudsætningen er en metode til at opnå det fornødne mentale overskud, hvorved de positive tanker kommer af sig selv. Og her kan ikke gives nogen vejledning, da metoderne er – og skal være – lige så talrige som menneskene. Men faktisk er man bygget til at være glad, og lykke er slet ikke forbeholdt de få. Den sande glæde, som man kan opleve den i forbindelse med kærlighed, kunst eller leg, er krævende og forlanger fuld opmærksomhed og følsomhed. Dette kunne man kande ”hvid glæde” (jvf. hvid magi). Få unge er bekendt med denne transcendente oplevelse. En almindelig kendt vej til glæde, ja, forløsning, er imidlertid hvad vi kunne kalde ”sort glæde (igen jvf. sort magi). Dog oftest i nette forklædninger som mediernes udpensling af voldsepisoder, mobning i skolerne og porno.
Denne glæde kræver intet af én, den står taknemligt med udbredte arme og venter ens komme, og før eller siden mærker vi alle dens forjættende håndtryk og berusende pirring. Den er til gengæld ikke til at ryste af sig igen, og det er qua denne, at vi oplever den selvdestruktive dødsdrift.
En opdeling i Gud og Satan vil være at misforstå mig, idet jeg ikke ønsker at bekæmpe det onde (som er en naturbetinget nødvendig hed og kendsgerning), bare undgå det. Det er også meget lettere. Ligesom at sove om natten og være vågen om dagen, i stedet for at hævde, at der ingen nat bør være.

Lars Morell gør sig til talsmand for den ny amerikanske bølge arf seksuel egoisme, af kærlighedsparanoide selvplagere, der, som LM tidligere har fortalt os, hellere vil onanere med en rystepudser end at være sammen med en rigtig levende pige, og som tror, de kan isolere denne blanding af glæde og angst til det seksuelle. Det er imidlertid ikke muligt, fordi selv delvis accept af ”den sorte glæde” medfører et ændret etisk og æstetisk begrebsunivers. Foruden at den her i virkeligheden er allerfarligst, idet den griber forstyrrende ind i den ægte nydelse og glæde i værste fald afskærer én fra at opleve det essentielle, nemlig Dna-molekylets glæde ved reproduktion (plus selvfølgelig den erotiske periferi af poesi, nysgerrighed, kraft og frihed, hvis rivende strøm man nok beskuer, men aldrig får dykket ned i). LM siger selv, han må vælge mellem frigiditet og sadomasochisme, og jeg tror, det passer.
At futurisme (også i førlge LM) vender tilbage, kan vel heller undre nogen, der kender lidt til kunsthistorie: Den fascistiske tilbedelse af maskinens rå kraft passer fint ind i ”den sorte glæde” – selv om tilbedelsen nu er af mere eloektronisk beskaffenhed. Hitler mediterede selv på erotisk tortur og havde en hel stab af munke og astrologer til at hjælpe sig i krigsførelsen ved hjælp af sort magi.
LMs forhold til kunst er symptomatisk: Den er uforståelig, og det er fint – den er grim, fordi den afspejler et grimt samfund, og det er også fint. Vi har aldrig være så langt ude, at vi ikke kunne skelne kunst fra ikke-kunst, og de få, der kan i dag, tør ikke, da det ofte er de mest indflydelsesrige professorer, der lave de mest ubehjælpsomme forsøg.
Men at kunsten er blevet frastødende er kun rimeligt, kunstnere er faktisk mindre herrer over deres egne følelser, end man tror. Som LM selv siger: ”Bliv moderne, mand! I dag, hvor lyset over Skagen ikke er andet ende det ganske særlige blå blink fra reklamen over biografen”. Hvordan skulle man så kunne forvente en dydig skildring af Skagen som andet end blå blink.

Den rent håndværksmæssige, og dermed uomgængelige, side af kunsten lades alt for ofte i stikken til fordel for en idé, spændt ud over en spinkel form og fremført med fnisende skødesløshed. De kunstnere, der har klaret sig bedst i afstumpningsprocessen, er sjovt nok de kollektive som orkestermusikere, en del teaterfolk (især balletdansere) og enkelte filmfolk. De beviser dagligt, hvordan en stor grad af selvdisciplin og håndværksmæssig overlegenhed kan forvandles til indsigt og frihed.
Andre kunstnere (desværre især billedkunstnere), som tager udgangspunkt i frihed for frihedens skyld, bliver fugleskræmsler af livslede og uopfindsomhed. Det er ikke mangel på talenter, tværtimod, det er blot et led i den generelle kvalitetssænkning, man kunne sammenholde under devisen for godt købmandskab: Hæv prisen, sænk kvaliteten og kald det ugens tilbud!
Og det undrer mig, skræmmer mig og gør mig rasende, at folk som LM og mange andre, der trods alt er opmærksom på problemerne, bevidst lader sig glide med og håber på et sidste trip, når de ryger ud over kanten. Kilder det ikke allerede lidt i maven? Provokationen er kun et skalkeskjul for at vælge den letteste vej.
Lad jeg for resten ikke skræmme af min køligt overværende beskrivelse af noget, der burde være en del af mig selv, min egen generation, Jeg har frekventeret alle miljøer og trods en hårdnakket distanceren er jeg ikke ”rigtigt frelst”. Jeg har faktisk haft store problemer med en følsomhed (i dette tilfælde dog ikke opmærksomhed), som jeg i selvforsvar i tidens løb barberede ned til ærtstørrelse, då den til sidst kun kunne bruges til at spille og tegne med, ikke til at elske og leve med.
Lykke er for alle, uanset deres udgangspunkt Hvis man tør give sig tid at se livets bevægelser i alting (selvfølgelig kun i ting, der lever eller bekræfter livet) og føle sin plads i disse spiralformede bevægelser, er lykke at finde i hver en lille spire. En øredøvende blussende forelskelse som min, hjælper naturligvis til at se den slags klarere, men er man opmærksom på fænomenet, kan det sagtens lade sig gøre uden.

Mide i det hele skal man så slås med folk, som tror, vi kan producere os ud af krisen trods det faktum, at al vore ulykke skyldes overproduktion. Se bar på EFs landsbrugslagre – her er man dog så småt blevet klar, at man dummede sig i sin tid, fordi man direkte kan se det (i Japan ville man også først erkende kviksølvforureningen, da folk blev så forgiftede, at der fødtes vanskabte børn). Det er betegnende, at alle kortsigtede løsninger tages i brug i en tid som denne, og det er da også noget af det mest kortsigtede at tro, at et (økonomisk) opsving forudsætter en opmuntring til industrien, især den svære, for enhver pris (det var bl.a. disse kortsigtede tricks, Hitler og Mussolini udnyttere). Vi har for nylig set et eksempler på dette i USA, hvor Reagan-regeringen under alverdens latterlige påskud opmuntrede det militærindustrielle kompleks så meget, at det faktisk gav et økonomis opsving. Det påvirkede navnlig Vesteuropa og blev siden i Danmark kaldt resultatet af en fornuftig og langsigtet økonomisk politik.
Vor tankegang skal fuldstændig revideres, ikke rives ned og byges op, men vendes 180 grader, hvis ikke vi skal ende som ik’er stammen i Uganda, der fik deres jagtmarker inddraget til dyrepark og blev tvunget til at være landmænd. Grundet en fabelagtig tilpasningsevne overlevede de, men i løbet af ganske kort tid gik deres blomstrende kultur til grunde til fordel for en satanisk og altfortærende egoisme. Ik’ernes historie viser med al ønskelig tydelighed, at mennesket faktisk kan overleve helt uden kærlighed – leve kan det dog ikke.
Vi tramper bare rundt i menneskehedens største chance for at skabe noget enestående godt – eller intet. Denne gang kan vi ikke krybe uden om. For vi har nemlig i virkeligheden haft chancen før, nemlig i begyndelsen af 1800-tallet. Men overblikket forduftede dengang til fordel for romantik og materialisme (som desværre går fint i spand). Følgerne af dette skal vi så trækkes med i dag i form af en reduktion af selvfølgeligste friheder (adgang til ren luft, ren mad, rent vand, osv.), der nu er blevet til luksus, men det er en anden historie.
Fok som Lars Morell skal tages alvorligt, det er dødsridtet, et vanvittigt rigor mortis. Det er nu, det er alvor. LM ved det, for han er ikke dum, men han er ligeglad.
Tro ikke, jeg står alene med mine synspunkter, i virkeligheden siger jeg meget lidt nyt. Men jeg er farlig, for jeg udfordrer fremtiden, jeg kræver et håb.

©MSO 1984

Hent artiklen som dokument