...Og jord skal du forblive....

 

af Martin Spang Olsen
stuntman m.m.m.

(Politiken (let forkortet) 29/12-98 og Berlingske Tidende dec. -98 - overskrift ændret til:
“Personlig udvikling er forbudt i uddannelsessystemet” (Berl.t.: ”Udvikling Forbudt”)

I Danmark elsker vi at studere, hvilket er underligt, men heldigt, eftersom vi ikke har så meget andet at gøre godt med.
Det har i mange år været en kamp (ofte efter helt irrelevante kriterier) at komme ind på de eftertragtede uddannelser, og kom man endelig ind, trak det ud i en evighed med at blive færdig. For en intelligent ung dansker er de fleste uddannelser simpelt hen for kedelige og lærerne er for uinteresserede i at undervise (vi kunne paradoksalt nok lære en del af det engelske universitetssystem, hvor omsorgen fylder mere, og folk følgelig bliver færdige i en ruf. Men det er en anden historie).
Så opstod imidlertid to vidunderlige begreber:
1. Daghøjskolen, der godt nok var tænkt til at hive de marginaliserede op af dyndet, men som viste sig at være en praktisk efteruddannelse for folk, der ønskede sig mere undervisning for pengene og relativt korte, koncentrerede forløb.
2. Den Fri Ungdomsuddannelse, der for første gang i historien lod ansvaret for undervisningen hvile på eleven, der fik mulighed for at sammensætte sin egen uddannelse - intet mindre end en genial opfindelse, og helt i tråd med tidens krav om individualitet og kreativitet. Disse to tiltag blev da også genstand for stigende søgning, til stor bekymring for politikerne, der hellere så den gemene hob søge mod de tekniske uddannelser som lam til skafottet. Der ved man, hvor man har dem, og der får de ikke underlige ideer om, at samfundet f.eks. godt kunne trænge til at blive justeret lidt.
Men hvis der er noget, der tæller som færdigheder i dag, er det evnen til at omstille sig og tage kreative beslutninger ud fra givne forudsætninger, og det lærer man bestemt ikke på de nuværende tekniske uddannelser.
Det, der er brug for, er dannelse (altså personlig udvikling). Det er forudsætningen for at kunne handle opfindsomt og kreativt, og dermed blive andet en dårlig kopi af sin lærebog. På denne måde får samfundet skolepengene igen med renter, og det turde være ret logisk. Men hvorfor jagter man nu daghøjskolerne og FU-uddannelserne? Jo, netop af den grund, at de indeholder personlig udvikling som et element, og det er sjovt nok forbudt. Derudover bliver det nu et krav, at flertallet af de kommende daghøjskoleelever skal være korttidsuddannede (dvs. ikke højere end 10. klasse-niveau)! Hvordan skal man så kunne efteruddanne de videnshungrende skolelærere og universitetsfolk, der gerne vil hurtigt og effektivt videre?
I samfulde femten år uddannede jeg stuntmen, der stort set alle gik direkte ud i erhvervslivet og fik højt betalte jobs. Ved netop at fokusere på personlig udvikling lykkedes det mig at aktivere mine elevers videbegær og engagement, så vi i fællesskab udviklede rammerne for en helt ny branche, stuntbranchen.
Jeg har i efteråret afholdt et daghøjskolekursus i “sang, dans og slagsmål” (kaldet Den Ny Skole), beregnet til formidling i folkeskolen. Holdets store styrke har været spredningen i alder (18 - 49 år) og uddannelsesmæssige baggrund. Der er for tiden en kolossal efterspørgsel på lærere, der mestrer disse færdigheder, og alle er på stående fod sikret arbejde, til trods for, at de stadig mangler halvanden måned for at være færdige. Disse mennesker ønsker i fællesskab at starte en lilleskole (tillige med andre veldædige initiativer), hvilket der også har der været stor forhåndsinteresse for.
Alle de udmærkede visioner risikere imidlertid nu at falde til jorden som et korthus, eftersom det over hals og hoved er blevet bestemt, at daghøjskolerne over én kam og uden hensyn til kvalitet skal beskæres med 30 %. For mange af de små daghøjskolers vedkommende bliver tallet dog reelt større. De 30% trækkes nemlig fra gennemsnittet af det samlede elevtal fra sidste kvartal i -97 og de tre første i -98 (men ikke de planlagte i -99). Det vil i praksis sige, at daghøjskoler under opbygning, altså de, der udvikler nye kurser - og dermed nogle af de mest tidssvarende - rammes ekstra hårdt. Daghøjskolen Kigkurren, som jeg er tilknyttet, bliver således i praksis beskåret med 60 % (i forhold til -99 kurserne), hvilket betyder farvel til hele mit uddannelseskompleks, som samfundet ellers kunne have tjent godt på.
Den oprindelige plan om, helt rimeligt, at beskære giganter som AOF deres umådeholdne vokseværk, er nu blevet til en såkaldt “retfærdig ordning”, hvor man i middelmådighedens navn skærer løs i flæng, uden hensyn til samfundsrelevans og kvalitet. Typisk dansk og helt i tråd med det sjusk, der har kendetegnet taxaloven og efterlønnen.
I Sverige begyndte man stille og roligt at reformere skolen for 8 år siden, og har skabt forbilledlige tilstande. Her har vi brugt tre et halvt år på at råbe og skrige, og så i øvrigt handlet så kortsigtet som overhovedet muligt. Ikke meget andet end kommaer er blevet flyttet, undtagen når det drejede sig om at komme kreativiteten og individualiteten til livs. Held og lykke med vores eneste råstof, som åbenbart skal forblive uslebne diamanter uden skær og skin lang ind i det kommende årtusinde.

© Martin Spang Olsen 1998

Hent artiklen som dokument