Hvad kommer bander af?

 

af Martin Spang Olsen, forfatter, skuespiller, stuntman

(Artikel i Politiken 30/4-00, overskrift ændret til:
”Brug dog de unges energi”)

”Nu må vi gøre noget ved banderne!”, hører man for tiden næsten dagligt politi og politikere sige. For få år siden hed det: ”Der findes ingen bander i Danmark”, og de forebyggende tiltag, man kunne have gjort den gang, havde ingen folkelig opbakning, for dengang var rockere anset for at være sympatiske, moderne vikinger, og den, der påstod, at der fandtes kriminelle indvandrere var racist.
Meget kunne have set anderledes ud i dag, hvis man havde arbejdet mindre med symptomerne og mere med årsagerne.
Årsagerne var (og er) følelser, der ikke får den udfoldelse, de er beregnet til. Ikke blot er det nemlig meget svært at udfolde sig frit og kreativt i et moderne samfund, samfundet presser også (gennem et konstant stress-niveau) en række destruktive, fortrængte følelser op til overfladen.
Og disse følelser kan blive meget komplicerede, hvis ikke de får helt særlige udfoldelsesmuligheder.

Det, jeg i det følgende (i mangel af bedre ord) vil henvise til som ”udadvendt energi”, er i grove træk den fremadrettede, assertive energi, som i sin fortrængte udgave har mange forskellige, og ofte let oversete, manifestationer i et moderne bymiljø. Ikke blot som let genkendelig aggressiv adfærd, men også i form af mange slags følelsesmæssig ubehag, der først og fremmest skader ”den følende” selv.
I sin mere selvdestruktive udgave kan den fortrængte, udadvendte energi også være årsag til problemer som koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder, motorisk uro, apati, spiseforstyrrelser og talrige psykosomatiske og psykosociale ”smertetilstande”.

Man kan næsten sige, at problemer med ”den udadvendte energi” er et typisk dansk fænomen, eftersom selve det at udtrykke sig udadvendt er noget, vi historisk ikke har støttet særligt meget – og slet ikke siden nederlaget i 1864!.
Med alt, hvad man ellers kan sige af godt om den danske fortolkning af kristendommen og den ”borgerlige dannelse” har disse fænomener også gjort deres til, at unge i dag i stigende grad føler sig magtesløse over for det store pres, den fortrængte udadvendte energi skaber i dem.

For at opsumere: Den udadvendte energi er en positiv, beslutningsdygtig og retningsbestemmende kraft, som alle kunne have glæde af at benytte mere i det daglige, men i sin tilbageholdte, fortrængte form kan den blive særdeles destruktiv, og i værste fald være selve det psykologiske grundlag for skabelsen af de voldelige bandestrukturer, der utvivlsomt vil udgøre et stort problem i fremtiden, hvis der ikke gøres noget radikalt nu.
Metoden er en konsekvent styrkelse af den form for udfoldelse, der erfaringsmæssigt kan dæmme op for ophobning af aggression og destruktionstrang – altså de udadvendte, kreative og kropslige udfoldelser i en integreret form, hvor alle dele af den udadvendte energi aktiveres samtidig.
Det lyder indviklet, men det er det slet ikke – der er blot ikke ret mange, der kan undervise i det, fordi det i har været så lavt prioriteret indtil nu.

Sand udfoldelse er i bedste udgave at indgå i naturens orden og finde sin ægte livsglæde. Først når man har lært sig udfoldelsens væsen at kende, kan man for alvor begynde at udtrykke sig kreativt. Og først herefter kan man begynde aktivt at forvandle sit liv.
Ved hjælp af udfoldelse baseret på blandingen af lyd, følelse og fysisk bevægelse kan vejen gennem sindets kringelkroge lettes, så der opstår en fri strøm fra idé til manifestation, fra lyst til handling.
På den måde bliver den udadvendte energi en konstruktiv og lukrativ ressource for samfundet i stedet for en udgift.

Den udadvendte energi er som sagt kun destruktiv og aggressiv i sin fortrængte form, men i den fase er det vigtigt ikke at afvise de destruktive og sadistiske billeder, den skaber - samtidig med at man hele tiden husker på, at det er et slags ”teater”, der udspillers og ikke ens virkelige lyster. Alt for ofte er vi tilbøjelige til at forveksle de indre billeder med en ydre virkelighed. Det fænomen er i virkeligheden vores tankers forsøg på at skabe logik i følelserne. Og følelser er nu en gang ikke logiske – det er netop derfor, vi har to hjernehalvdele til at adskille de to funktioner, følelse og tanke, kreativitet og logik.
Men man må heller ikke stoppe ved de indre billeder. Kunsten er nemlig, at få billederne til at blive til udtryk, der lader følelserne flyde, uden at nogen kommer til skade!
Her kan man med fordel benytte stagefighten (den sceniske kamp), der jo netop spiller den slags følelser igennem. Hvad den fortrængte følelse i den fase sætter i gang af bevægelser og lyde, må man gå med på (dog igen således, at det ikke går ud over andre, og at ens nærmeste er informeret om, hvad man er i gang med). Stagefight som middel til løsning af fortrængt udadvendt energi er en dansk opfindelse, og en af ”bivirkningerne” ved aktiviteterne på Stuntskolen i de 16 år den eksisterede.

Grundlæggende kan man sige om fortrængte følelser, at de skal bevæges, med alt hvad dertil hører af følelse, lyd og fysisk bevægelse. Det kræver de rigtige redskaber, en god portion tillid og ikke for mange eksperimenter alene.
Bag denne fortrængte udgave af energien ligger en meget kreativ og konstruktiv kraft gemt, som til sin tid bliver selve den beslutningsdygtige, assertive og retningsbestemmende faktor i vores liv (hvilket den allerede er, bare i en mindre effektiv udgave).
Problemer med tilbageholdt, opdæmmet energi er en folkesygdom skabt af fortrængte følelser. Derfor vil den første udfordring være selve det ubehag, der kan følge med overhovedet at erkende problemets gigantiske omfang. Det gælder også beslutningstagerne, der vil være lige så uvillige til at se indad og føle ubehagelige følelser som alle andre.
Følelsesmæssige problemer kan nemlig ikke behandles uden følelsesmæssig aktivitet. Det turde være indlysende, skønt den psykologiske fagkundskab i snart hundrede år forsøgt at overse det faktum, så godt den kunne - med desværre alt for synlige (mangel på) resultater.
Der er aldrig blevet kigget overordnet på de følelsesmæssige problemer, der skaber de samfundsmæssige ubalancer. Den udbredte opfattelse er stadig en temmelig forældet idé om, at det er lige omvendt, nemlig at det er samfundet, der skaber folks problemer. Man glemmer i den diskussion altid at spørge, hvem der så har skabt samfundet….

En kompleks, integreret indsats over for de følelsesmæssige årsager til samfundsproblemer vil kræve, at mange forskellige instanser, der ellers er opdraget til at hytte deres eget skind, begynder at arbejde sammen. Og det er aldrig blevet så meget som forsøgt i noget sted i verden, til trods for de milliarder, man kunne spare i alle sektorer, hvis fænomenet fik en hjælpende hånd.
En enkel facitliste til behandling af den fortrængte udadvendte energi findes desværre ikke. Men ønsker vi overhovedet et samfund, hvor man kan udfolde sig?
For hvis vi virkelig gjorde det, havde vi det sikkert allerede. Hvad kunne det eventuelt være, der virker så politisk truende, at man til syvende og sidst foretrækker de kostbare bivirkninger ved ikke at tillade den fri, kreative udfoldelse? – altså i modsætning til de meget kontrollerede og regelbefængte udfoldelser, der allerede er institutionaliserede her i landet.
Måske en idé om, at lykkelige mennesker er sværere at ensrette….? At lykkelige mennesker er sværere at forudsige…?
Der kan være mange grunde til, at man politisk foretrækker status quo fremfor en mere bevægelig og uforudsigelig virkelighed, men ét er sikkert: Det er tid at sadle om, hvis ikke vi skal ende med borgerkrigslignende tilstande om få år.
En kompleks, bredspektret indsats vil være kompliceret (først og fremmest politisk), men på ingen måde at sammenligne administrativt med sommerens jazz- eller teaterfestivaller, og de positive resultater vil melde sig omgående.
Her er jeg ganske ubeskeden i mine spådomme, da jeg inden for talrige ”udfoldelsesdiscipliner” læner mig op af endeløse positive erfaringer og succesfulde forsøg. Og det er netop den koordinerede, komplekse og integrerede indsats, der vil gøre forskellen, i forhold til de mange udmærkede aktiviteter, der allerede er i gang.
Men det kræver et totalt opgør med det moderne demokratis uvane med at sætte ensretning over alt andet.

MSO 30/4 - 2000

Hent artiklen som dokument