Hvor god tid har vi?

 

af Martin Spang Olsen
(Artikel i Politiken ca. 21/9-01)

Onsdag d. 19/9 viste DR Sofia Frombergs dokumentarudsendelse, ”Eksperimentet 7.v.” Filmen viste udvalgte situationer (fortrinsvis konfliktstoffet) fra min undervisning af 7.v på Hellig Kors Skole i perioden nov. til dec. 2000. Min funktion på projektet var først og fremmest at gøre eleverne disciplinerede og modtagelige for de mere sarte sanseindtryk, som især projektets øvrige fem lærere stod for. Disse fem læreres undervisning i bl.a. sang, dans, drama, tillidsøvelser og personlig udvikling, var imidlertid klippet ud af filmen! Samme skæbne fik de mange teoretiske forklaringer, der kunne have gjort filmen lidt mere forståelig for seerne (instruktørens begrundelse for redigeringen var, at ”den slags forstår Hr. og Fru. Danmark ikke”). Selvom filmen således fremstår en smule ensidig (og hverken repræsentativ for projektet eller min undervisning) giver filmen alligevel et væsentlig indblik i en undervisningsform, der har vist sig ekstremt effektiv, både fagligt og socialt.
Udgangspunktet er sansetræning. Gennem sanserne arbejder man med følelserne og kroppen og styrker derved intelligensen, kreativiteten og sundheden. Projektet var med til at belyse den gamle tese om, at hvis man arbejder ud fra elevernes inderste potentialer, kan man skabe små mirakler. Det ikke altid er noget kønt syn for udenforstående; fortrængte følelser hægter sig ofte på den person, der hjælper dem frem. Men det, der på filmen kan ligne skænderier, har også et metaplan af følelsesmæssig interaktion – en slags underbevidst jamsession, usynlig for seerne. De involverede var i god tid blevet informeret om arbejdsformen, og hverken lærere eller forældre protesterede undervejs – ligesom heller ingen har klaget efterfølgende. De positive resultater kan ingen løbe fra.
For mig satte terroren i USA sat fokus på et aktuelt spørgsmål, nemlig: Hvor længe tør vi vente på at gøre noget ved problemerne? Hvor stor skal opvasken være, før nogen i kollektivet går i gang med at vaske op?.
Den danske laissez-faire-pædagogik har haft sin chance. Virkeligheden er vokset fra 70’erne drømme om afskaffelse opdragelse og undervisning. Jo mere man har set bort fra de klassiske pædagogiske traditioner, des mere er problemerne og apatien vokset. Det er nogen gange som om, at vi i Danmark helst vil lade stå til, indtil ungerne er fyldt femten, og vi med sindsro kan sætte dem i fængsel. Men der findes ikke en kriminel, der ikke har været ti år en gang – og stadig til at redde. Tiden skriger på lærings- og samværsformer, der kan komme den tidsskabte forvirring i forkøbet. Former, der træner omsorg, kreativitet og respekt for de indre potentialer. Vi kan vælge at lade historien om 7.v. handle om, hvem der sagde hvad til hvem på et årgammelt pilotprojekt, eller vi kan vælge at lade den blive afsættet til en debat, der handler om, hvad vi hver især kan gøre for at løse de unges problemer, mens det stadig er menneskeligt muligt. Det kræver, at både forældre, lærere og politikere vågner op af tornerosesøvnen, og begynder at betragte den faktiske virkelighed. Uret tikker.
v ©MSO Sept. 2001

Hent artiklen som dokument